Min rejse….fra at være fanget i min tilstand til at få mit liv tilbage
For omkring syv måneder siden var jeg et helt andet sted i mit liv.
Jeg levede med en psykisk tilstand, som styrede min hverdag. Jeg beskrev den som en tung sky i hovedet, en følelse af at være overbelastet, drænet og uden energi.
Jeg delte den op i tre niveauer:
Lille, hvor jeg stadig kunne fungere.
Medium, hvor jeg kæmpede mig igennem dagen.
Stor, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge på sofaen. Kroppen sagde fra.
Den havde været en del af mit liv siden jeg var 17 år. Dengang kom den kun få gange om året. Men da jeg startede som elev i 2021, ændrede det sig. Efter det første år begyndte den pludselig at være der hver dag.
Jeg er en person, der altid gerne vil gøre tingene godt…..måske også for godt. Pres fra arbejde, et dårligt arbejdsmiljø og familieproblemer fyldte rigtig meget.
Jeg kommer fra en dysfunktionel familie, og relationen til min mor har været svær og har påvirket mig dybt. I dag har jeg valgt ikke at have kontakt med min familie, og det har været en vigtig del af min ro og min udvikling.
Dengang føltes det hele bare som for meget.
Jeg prøvede at række ud og forklare, hvordan jeg havde det, men blev ikke mødt i det. Tværtimod oplevede jeg det modsatte, og det gjorde kun min tilstand værre.
Jeg følte, at den her tilstand ødelagde mit liv.
Mine drømme om børn og familie føltes langt væk.
Og selvom jeg havde gået til psykolog siden 2017, følte jeg ikke, at noget rigtig havde hjulpet. Det var enormt frustrerende.
I maj sidste år blev jeg inviteret med til et foredrag om mental succes. Jeg sagde ja, uden at vide, at det ville blive et vendepunkt.
Her hørte jeg noget, der satte sig fast i mig:
at stress, angst og depression ikke nødvendigvis er sygdomme.
Jeg startede med en gratis samtale med Tina, og det var her, jeg mødte Tina første gang.
Jeg delte min historie, og hun mødte mig med en omsorg og forståelse, jeg ikke havde oplevet før.
Allerede efter en uge begyndte jeg at mærke en forskel. Den tunge sky lettede.
Derfor valgte jeg at starte i et forløb med hende.
Jeg gik all in på alle de mentale værktøjer,
skrev noter (rigtig mange …faktisk 10 notesbøger), lavede øvelserne, 3 labels hang jeg på min væg hver dag og brugte værktøjerne hver dag. Jeg sprang ikke en dag over.
Tina var en kæmpe støtte hele vejen. Hun guidede mig, svarede på mine spørgsmål og hjalp mig, når jeg tvivlede.
Der var stadig dage, hvor jeg ramte ned i min tilstand. Dage hvor jeg var træt, frustreret og bare havde lyst til at give op. Men hver gang mødte hun mig med ro og forståelse.
Hun mindede mig om, at det var helt normalt. At min krop havde været i den tilstand i mange år.
Og stille og roligt begyndte det at ændre sig.
Fra hver dag…
til få gange om måneden…
til næsten slet ikke.
Pludselig en dag gik det op for mig, at den ikke længere fyldte.
Det var en vild følelse.
Jeg havde levet med den så længe, at jeg næsten begyndte at lede efter den….fordi jeg faktisk ikke helt vidste, hvordan det var at leve uden den.
Og selv i dag er det stadig noget, jeg nogle gange lige skal finde ro i.
Men forskellen er, at jeg ikke er bange for den længere.
Tina har været en støtte, der har hjulpet mig med at tro på, at jeg kunne komme ud på den anden side.
Hun har også skubbet mig blidt ud af min komfortzone….blandt andet ved at få mig med i en podcast og et interview på engelsk. Noget jeg aldrig havde troet, jeg kunne. Det var en stor drøm at kunne dele noget af min historie.
Hun har været en, jeg kunne stole på.
En der greb mig, når jeg havde brug for det.
I dag er jeg ikke den samme person, som jeg var for syv måneder siden.
Jeg har arbejdet med mig selv, også med det, jeg bærer med fra min barndom. Jeg kommer fra en sammenbragt dysfunktionel familie, og i dag har jeg valgt ikke at have kontakt med min familie. Det har været en langvarig beslutning, men også en af de vigtigste for min egen ro og udvikling.
Jeg har lært, at man ikke får et bedre liv, hvis man ikke er villig til at arbejde for det. Og det har jeg gjort.
Det har ikke altid været nemt. Der har været tårer, frustration og hårde dage.
Men jeg har taget ansvar for mig selv og mit liv…..og det har ændret alt.
I dag står jeg et sted, hvor jeg føler mig stærkere, mere rolig og mere tryg i mig selv.
Et sted hvor jeg tør tro på fremtiden.
Jeg er ikke længere styret af min tilstand.
Og hvis den viser sig en smule, ved jeg, hvordan jeg skal håndtere den. Med mentale værktøjer, som jeg kan bruge resten af mit liv, og har lært hvordan jeg skal bruge dem.
Og vigtigst af alt…..jeg føler mig klar.
Klar til det liv, jeg før troede, jeg havde mistet.
Klar til at skabe min egen trygge familie.
Hvis min historie kan give bare ét menneske håb, så er det det hele værd.
For selv hvis du har været helt nede…
så er det muligt at komme ud på den anden side.
